Å-stederne

Langs Kolding Å fra centrum og ud mod fjorden er der etableret en række ”Å-steder”, som alle er unikke oplevelses- og opholdssteder. Fire af disse Å-steder ligger ved den del af åen, som løber lige nord for Design City Kolding. De fire Å-steder er med til at give området i og omkring Design City Kolding en helt særlig karakter. 

En af hensigterne med Å-stederne er at få folk til at bruge området og til at tage ophold i området gennem kortere eller længere tid. Her kan man holde et gående møde eller tage en pause ved åen og nyde udsigten over fjorden. Å-stederne er en del af projektet ”En god omvej” - et udviklingsprojekt, der sætter fokus på, hvordan den fysiske ramme kan skabe bedre vilkår for det aktive og sunde hverdagsliv med fokus på bevægelse i det fri, lige der hvor man bor eller færdes i det daglige. Alle Å-steder har mulighed for enten leg, aktivitet eller bare stille ophold med udsigt til Kolding Å og Å-parken.

 

Spændende, inspirerende og attraktivt

Å-stederne er et fantastisk aktiv for miljøet i Design City Kolding og er med deres design og placering med til at gøre området spændende, inspirerende og attraktivt. Hvert Å-sted er unikt designet og hænger godt sammen med Design City Koldings grundlag – nemlig bæredygtighed, nye samarbejdsformer og innovation gennem design.